|
Bekendtgørelse om servicemål for apotekers distributionsopgaver og faglige rådgivning og information
§ 1. En apoteker skal fastsætte servicemål for apotekets distributionsopgaver. Stk. 2. Som minimum skal der fastsættes servicemål for: 1) Køventetid, forstået som den tid, der går, fra kunden kommer ind på apoteket, til ekspedition begynder. 2) Ekspeditionstiden på recepter for ventekunder, forstået som den tid, der går, fra kunden indleverer en recept, til kunden får udleveret lægemidlet. 3) Det højst accepterede antal fejludleveringer, forstået som fejl, der konstateres af andre end apotekspersonalet, i forhold til det samlede antal ordinationer. 4) Det højst accepterede antal fejl opstået i forbindelse med udarbejdelse og ajourføring af doseringskort til dosisdispensering. 5) Apotekets servicegrad, forstået som den procentdel af anmodninger om udlevering af et bestemt receptpligtigt lægemiddel, apoteket umiddelbart skal kunne efterkomme. § 2. En apoteker skal fastsætte servicemål for apotekets betjening af handicappede. Servicemålene skal omfatte såvel den fysiske tilgængelighed, som andre servicetiltag. § 3. En apoteker skal fastsætte servicemål for apotekets faglige rådgivning og information.
Stk. 2. Som minimum skal der fastsættes servicemål for apotekets faglige rådgivning og information vedrørende receptordinerede lægemidler og håndkøbslægemidler. Servicemål skal omfatte dosisdispenserede lægemidler. Servicemål skal fastsættes såvel for kunder ved skranken som kunder, der modtager forsendelser. § 4. En apoteker skal kunne dokumentere, dels at der er fastsat servicemål, dels at der foretages de registreringer, der er nødvendige for at vurdere, om målene nås. Stk. 2. Servicemålene skal løbende udvikles. § 5. En apoteker skal ved opslag eller fremlæggelse i apotekets forretningslokaler offentliggøre de fastsatte servicemål for apotekets kunder. § 6. Overtrædelse af §§ 1-5 straffes med bøde. § 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. marts 2003. Lægemiddelstyrelsen, den 17. december 2002
|
|